Jørgen Schou Christiansen i nyere tid
Foto: Privat
Jørgen Schou Christiansen er i dag professor i arktisk og marin biologi ved Universitetet i Tromsø og han hadde sin storhetstid innen sjakken på 80-tallet da han var en aktiv del av sjakkmiljøet i Tromsø. Jørgen var angrepsspiller på sin hals og en kombinatorisk virtuos. Byen er full av gamle sjakkhelter og Jørgen vant Tromsø Gran Prix 1989 foran en hærskare lokale helter og kan mye om både det å spille sjakk og ikke minst mye rundt sjakkspiller. Et interessant intervjuobjekt med andre ord.
– Kan du fortelle litt om når, hvordan og av hvem du lærte å spille sjakk?
Min far var fangstmand i Nordøstgrønland (hvor han spillede skak med Henry Rudi) og senere telegrafist i Vestgrønland hvor jeg voksede op. Min far lærte mig at flytte brikker da jeg var 12 – så jeg startede sent, men regner da ikke med at jeg har kulminereret endnu (man kan jo altid drømme om at blive verdens ældste GMer).
– Kan du forteller litt om din sjakklige dannelse og hvordan du lærte å spille på et habilt nivå?
Spassky – Fischer 1972 var skelsættende. Jeg boede da på Grønland og alle fulgte ivrigt med i hvad som skete i Reykjavik. Husk at Grønland havde en speciel politisk position under den kolde krig. Jeg tror at det var der jeg fik skak-virusen som aldrig slipper.
– Hvem er din favorittspiller gjennom tidene?
Definitivt Boris Spassky, men også Leonid Stein var en fantastisk kunstner. Kronologisk har jeg stor sans for Chigorin (han var god til at tabe «vundne» stillinger), Lasker (han var god til at vinde «tabte» stillinger), Bronstein, Geller, Larsen (når han ikke var forkølet), Velimirovich og Westerinen (begge skarpe som et barberblad).
Morten Barge og Jørgen spiller et vennskapelig lynsjakkparti
Foto: Arild Ernstsen
– Har vi noen spillere i verdenstoppen i dag som gir deg gode vibrasjoner spillemessig?
Definitivt Ivanchuck, men også Morozevich er interessant.
Skak er efter min mening billedkunst – nogle gange er man lærred, andre gange pensel, men begge spillere bidrager til partiet uanset. Skak som såkaldt sportsgren med ordbrug så som knuse, kvase og kvæste, har jeg absolut ingen sans for.
Det er jo også værdt at bemærke at Spassky regner et af sine tabspartier som det fineste han har spillet (Spassky – Keres 1965).
– Hva er din beste turneringsprestasjon over brettet?
I Nord-Norge er det nok Rallar Open (1985) og Tromsø Grand Prix (1989)
(Jørgen ble nr. i Rallar Open 1985 bak Paul Svedenborg med 4.5 av 6 og vant Tromsøsjakken 1989 med 4.5 av 5 foran en rekke sterke mesterspillere. (Red anm.)
– Hvem er den beste spilleren du har møtt i langsjakk eller simultan – og når skjedde dette?
Larsen vandt jeg over i en simultan – han var forkølet og jeg havde skakfeber. Partiet er i 65 nr. 5. Verdensmester Carlsen er den stærkeste spiller jeg kunne ha mødt (jeg vandt en konkurrence i avisen Nordlys). Jeg takket nej – nu husker jeg ikke helt om det var på grund af nerver eller fordi at jeg ikke ville afsløre nogle af mine værkstedsvarianter.
Frode Bull Jæger spiller mot Morten Barge mens Johs Høie og Jørgen observerer
Foto: Arild Ernstsen
– Hva er ditt aller beste sjakkminne?
Ingen specielle. Jeg har vundet nogle partier som jeg har haft fornøjelse af, men jeg har også tabt en del som var fine.
– Har du noen favorittåpning med hvit eller sort?
Med hvid, gerne 1) e4 efterfulgt af 2) De2 (med inspiration fra Chigorin). Det giver ofte et varieret, skarpt og åbent spil som kræver egne tanker og en god del energi fra starten (eller en god cigar, men de tider er jo forbi). Med sort, gerne Fransk.
– Fikk du opplevd World Cup eller sjakk-OL i Tromsø på noen måte?
Nej, egentlig ikke – bortset fra en af de sidste dage hvor jeg så Ivanchuck i aktion. Jeg er meget imponeret over Tromsø Sjakklubb og da specielt Jan-Sigmund Berglund og hans engagement for nordnorsk skak.
– Hva er det du liker ved det å spille sjakk?
Skak er en kombination af kundskaber, erfaring, tid og ikke mindst psyke. Det nytter ikke at være kreativ hvis du ikke har ”nerver” til at sætte kreativiteten ud i livet. Skak er desuden et fuldstændigt åbent, gennemsigtigt og ærligt spil (men ikke nødvendigvis skakspillere). Alt vises på brædtet, og det er da op til den enkelte selv at fortolke stillingen og tage afgørelser derefter. Derfor er begrebet ”skaksvindler” forkert. Man kan ikke ”svindle” andre i skak – kun sig selv. Det er kanske ikke underligt at jeg har den holdning, da jeg gerne var anset som en af de fremste ”skaksvindlere” i Nord Norge.
Du må kunne udfordre autoriteterne og du har mulighed for at ta afgørelser som du ikke kan gøre ellers. Du kan f.eks. ta en mental skydive, vel og mærke uden faldskærm, uden at det får andre konsekvenser end at du evt. taber partiet.
Jeg har aldrig brugt PC til skak . Datamaskiner kan flytte brikker, men de spiller nu engang ikke skak. Det tilsvarer forskellen mellom en som kan spille klaver og en pianist.
Jørgen med et skarpt blikk og pipa på plass fra det glade 80-tallet
Foto: Arild Ernstsen
– Fortell litt om en typisk sjakk-kveld i Tromsø Sjakklubb på 80-tallet – hvordan så den ut?
Jeg spillede divisionsskak under studietiden i Danmark og regnede mig selv som en habil mesterspiller før jeg kom til Nord-Norge. Nordnorsk skak (fra Narvik til Kirkenes) er noget helt specielt. Mine ratingpoeng forsvandt som dug i midnatssolen og jeg fik den største respekt for skakspillerne i landsdelen. Mesterspilleren Jarl Kvikstad fik mig i skakklubben kun 3 dage efter jeg kom til Tromsø. Mit første «seriøse» parti var mod Arnold Andreassen (som jeg vandt). Derefter gik det ned af bakke. Jeg har mange gode venner og minder fra den gang. Lynskak og turneringsskak på Alfheim fra kl. 19 til ofte næste formiddag, med gode cigarer og lidt at slukke tørsten med. Det var nok et miljø som kunne skremme vandet af de fleste forældre og kanske ikke det man forstår ved en sportsforening. Tiderne har endret sig til det bedre på nogle områder, men også til det værre på andre. Hvis jeg skal nævne to skakspillere fra den gang må det blive Wiggo H. Eilertsen og Jan Shotland. Jeg havde stor sans for dem begge.
– André Bjerke skriver i sin fascinerende bok «Spillet i mitt liv» noe slikt som at sjakken og kunsten er de siste to arenaer for originaler i 1968. Hvordan traff han på sjakklivet i Tromsø på 80-tallet med det utsagnet?
Jeg ved ikke rigtig hvad en original er, men skakken har plads til alle. Også de utilpassede, uanset spillestyrke, økonomi, rase, religion og helbred – men ikke køn dengang på 80-tallet. Bente Simonsen var her en pioner, og heldigvis er kvinder nu en naturlig del af skakmiljøet.
Et klubbmesterskap i Tromsø Sjakklubb i 1988
Foto: Arild Ernstsen
– Kan du anbefale oss litt eldre tre bøker fra sjakkhistorien som har gjort stort inntrykk på deg?
Stefan Zweigs Sjakknovelle. Zweig var en stor humanist og antifascist. En bog som bør læses igen.
Jens Enevoldsens 30 år ved skakbrættet (Jespersens & Pios Forlag 1952). En skarp pen og et personligt portræt af nordisk skak.
Erik André Andersens Den Sovjetiske Skakskole (CA Reitzel s Forlag 2001). Mange fine og ukendte partier fra Sovjetmesterskaberne 1944 – 1965.
– Du spilte i din tid i den romantiske stilarten med mange morsomme partier – har du et gammelt parti du kunne tenke deg å dele med oss?
Jeg har et parti har som har været ”unntatt offentligheten” siden det blev spillet under en lagturnering i Oslo 1986. Jeg spillede da mod nuværende manager for Magnus Carlsen, FM (FIDE-mester) Espen Agdestein. Partiet udvikler sig dramatisk og det går efterhånden op for mig at vi begge kæmper for remisen!
Med en spillestyrke som FM var Agdestein naturligvis overbevist om en hurtig gevinst. Jeg husker godt at FM Agdestein og (den gang hårfagre) IM Atle Grønn morede sig godt over vildmanden fra Nord – de første træk. Fra træk 7 og resten af partiet blev stemningen stadig mere og mere anstrengt. Efter partiet var Agdestein meget amper på ”storsvindleren” fra Nord (men se kommentar om ”svindel” over). Det kan bemærkes at jeg brugte ca. 15 min på hele partiet. Jeg forsøgte at undskylde mit tempo med at Agdestein var havnet i en af mine skarpere (dog ikke den skarpeste!) værkstedsvarianter i Jugoslavisk/Pirc – det var en særdeles uheldig forklaring for en som ikke kunne se det humoristiske i situationen da.
Katastrofe i åbningen – Oslo 9. maj 1986:
– Tromsø Sjakklubb skal lage en seniorsjakklubb for de over 50 år med oppstart til høsten og spillekveld en gang i måneden – kunne du tenke deg å komme på en slik tilstelning?
Ja gerne – hvis tiden tillader.
– Hva er ditt forhold til sjakk i dag?
Jeg læser skak i Dagbladet og abonnerede tidligere på 64 og nu New in Chess. Takket være Frans Larsen har Tromsø bibliotek og byarkiv opbygget en ganske enestående skaksamling som er til glæde for os alle.
Jørgen, Magne Bergvold og Robert Bergersen mens det enda var lov med både det ene og det andre…
Foto: Arild Ernstsen
– Spiller du noen form for sjakk på nettet eller får du spilt noe privat?
Tidligere spillede jeg privat med Robert Bergersen og Arild Ernstsen. Det var et hårdt slag da Arild døde i 2005 og jeg har ikke spillet noget videre brædtskak siden da. Hallvard Tjelmeland og jeg har et årligt skakmøde på Prelaten som jeg sætter pris på. Netskak spiller jeg ikke længere da min skakprofil på chess.com blev hacket af en som blev forbannet på mit åbningsspil (2. De2 med hvid og 2. – g5 med sort).
– Fortell litt om bladet 65 og hva det betød for sjakklivet i Tromsø?
Jeg er beskeden af natur og ønsker ikke at nævne navn! Men under det indledende styremøde for 65 (1988) kom det frem at vores ny skakblad vel var en tand bedre en det russiske 64 – derfor navnet 65. Arild Ernstsen var uden tvivl en drivkraft som fortjener al ære for at Tromsø Skakklubb udviklede sig som den gjorde. Hans arbejde med 65 blev der lagt mærke til i hele skaknorge.
– Hvilke interesser har du utenfor de 64 sjakkfeltene?
Jeg rejser en del i mit arbejde som biolog og trives med det. Ellers læser jeg gerne bøger – ikke nettbrett!
Arnold Andreassen og Jørgen Schou Christiansen spiller lyn i sine glansdager
Foto: Arild Ernstsen
